Et Historisk tilbageblik

 

Opdateret 06-03-2010

 FN-soldaterforeningen blev startet som en landsdækkende forening i 1968, under navnet "Den Blå Baret". Dette blev senere ændret til "De Blå Baretter" i takt med at der blev oprettet lokalforeninger i hele landet.

 

De Blå Baretter

Næstved & Omegn

(Syd- og Vestsjælland)

 

Lokalforening Næstved & Omegn blev startet i 1972, på initiativ af Oversergent Henrik Schjelde. Blandt tidligere udsendte FN-soldater fra Gardehusarregimentet i Næstved, bl.a. oversergent Svend Alexandersen (Cypern 3), havde der været tanker om oprettelse af en FN-forening i Næstved før den tid. Der havde været en del snak, men ingen handling før Henrik Schjelde fik kontakt med landsforeningen og samtidig undersøgte mulighederne for oprettelse af en lokalforening.

     I løbet af sommeren og efteråret 1972 blev der samlet navne og adresser på tidligere FN-soldater.  Der blev skrevet, pakket og sendt breve til alle potentielle emner som skulle danne grundlaget for foreningen. Den stiftende generalforsamling blev fastsat til den 13. december 1972 og blev holdt i et undervisningslokale på Gardehusarkasernen. Til den stiftende generalforsamling mødte ca. 40 interesserede tidligere FN-soldater samt den daværende landsformand og medstifter af FN-soldaterforeningen, Torben Alstrup-Nielsen, op. Derudover var der også medlemmer af bestyrelsen i lokalforening København. 

Desværre var initiativtageren, Henrik Schjelde blevet syg og kunne således ikke deltage i mødet, som derfor blev gennemført af Knud Lund og Torben Alstrup-Nielsen.

     Det viste sig hurtig, at interessen var stor for en lokalforening og der blev valgt følgende bestyrelse:

 

Formand  Oversergent Henrik Schjelde  Cypern 13
Næstformand  Chauffør Poul E.M.Rasmussen Gaza 3, Cypern 2-3-4-5-6
Kasserer Sælger Steen Nygaard Cypern 9
Sekretær Oversergent Hans Jørgen Jacobsen Cypern 12-13 
Bestyrelsesmedlem Oversergent Knud Lund Cypern 14 

 

Denne nye lokalforening fik navnet NÆSTVED & OMEGN og man blev enige om, at den skulle dække et område fra Rude mellem Næstved og Skælskør til Ringsted i vest derfra syd om Køge. Den sydlige grænse gik ved Storstrømsbroen. Fra starten var der ca. 40 medlemmer. I 1974 blev lokalforening Næstved & Omegn af Landsforeningen opfordret til varetage medlemmerne i den nylig nedlagte lokalforening ”Vestsjælland” som var naboforening, med grænse fra Rude til Ringsted. ”Vestsjællands” grænse fortsatte fra Ringsted til Holbæk. Dette var en kraftig udvidelse af lokalforeningsforeningsområdet. Nogle år senere kom der igen en henvendelse fra Landsforeningen. Denne gang var det ”Sydhavsøerne” der var blevet opløst. Fra Næstved & Omegns side håbede man på at disse 2 foreninger på et tidspunkt ville genopstå under en eller anden form, så derfor blev medlemmerne registreringsmæssigt holdt adskilt for i længden var dette område for stort. I 1982 skete meddelte nogle medlemmer fra Lolland og Falster, at de ville starte en lokalforening. Næstved & Omegn kunne her give adresser på et stort antal medlemmer tilbage til den nye lokalforening ”Lolland-Falster”.

I dag dækker Næstved & Omegn stadig det oprindelige område samt den tidligere ”Vestsjælland” da grænserne aldrig officielt er blevet ændret. Derfor blev det på generalforsamlingen i 2001 vedtaget, at lave en tilføjelse til foreningsnavnet for at tydeliggøre lokalforeningsområdet.

I starten havde bestyrelsen meget store ambitioner med hensyn til arrangementer. Der skulle holde et hver måned og der skulle være skydning og meget mere. Men som tiden gik, blev det hurtigt klart at dette skulle ændres, da det stort set kun var bestyrelsen som mødte op hver gang. Som årene er gået har arrangementerne passet til, med det resultat at flere møder frem.

Fra starten og helt frem til 1996 holdt lokalforeningen til på Gardehusarkasernen i lånte klasselokaler. Senere, i 1982, fik man indrettet en FN-stuen i forbindelse med Sergentmessen, hvor møder og arrangementer blev holdt.

I 1996 fik lokalforeningen tilbuddet om lokaler på Marvede Centralskole, der nogle år tidligere var blevet lukket som skole. Her fik man i starten indrettet 2 rimelig store lokaler. Det ene med en bar og diverse møbler. Det andet var i starten blot pulterrum. Senere er lokaler blevet udvidet med endnu ét, således at man i dag har hele øverste etage på den gamle skolebygning. Ud over rummet med baren er der et lokale med billard m.m. og et stort lokale til diverse arrangementer samt udstilling i de skabe der tidligere var fyldt op med udstoppede fugle.

 Grundstammen i disse arrangementer blev og er stadig Generalforsamlingen for kun medlemmer af lokalforeningen, hvor vi får en rigtig “soldaterforenings middag” Gule Ærter. I maj/juni afholdes foreningens fugleskydning, hvor hele familien er velkommen, hvilket der i øvrigt bliver lagt meget vægt på i lokalforeningen. De Blå Baretters march i oktober er også et fast tilbagevendende arrangement, som trækker mange mennesker til fra både ind- og udland. Derudover har lokalforeningen i mange år holdt et julearrangement den 1. søndag i advent, som dog er ophørt og erstattet af bankospil i forbindelse med stiftelsesdagen. Senere er der kommet en sommerfest til, en såkaldt “Jallafest” som er blevet afholdt hos Lissi og Leif Hansen i Rønnebæk, siden 1985, men fra 1997 bliver denne afholdt i foreningslokalerne. I 1994 blev yderligere et arrangement tilføjet til listen og det er parade i anledning af FN-dagen med tildeling af De Blå Baretter Fredsprismedalje samt foreningstegn. Ud over dette, er der møder med hjemvendte FN-soldater, politifolk m.m. af mere oplysende art, samt deltagelse i andre soldaterforeningers arrangementer. Efter at man fik egne lokaler er der nu, den første onsdag i hver måned, åbent i lokalerne hvor man kommer, hvis man har lyst.

Landsforeningen De Blå Baretter, afholder 1 gang om året et landsstævne (Sommerstævne). Det er de enkelte lokalforeninger, som arrangerer disse stævner og Næstved & Omegn har 3 gange været arrangør af disse stævner. Første gang i 1982,1992 og senest i 2003. Ved sommerstævnet i 1982 indviede lokalforeningen sin nye fane, som ugen før var blevet overrakt af Danmarkssamfundet. Midt på fanen er foreningens logo og uden om 2 broderet cirkler . I mellem cirklerne står øverst DE BLÅ BARETTER og nederst NÆSTVED & OMEGN. Sømmene blev slået i af daværende borgmester i Næstved, Svend Hansen og daværende landsformand W.K.Winther, samt daværende formand P.E.M.Rasmussen.

Siden 1984 har Næstved & Omegn været medlem af Soldatersamvirket, Sydsjællandske Soldaterforeningers Centralsammenslutning og har der i gennem et godt samarbejde med andre soldaterforeninger, marineforeninger samt forsvarsbroderselskaber. Man har kunnet lære af de “gamle” foreninger, men samtidig har samarbejdet også virket den anden vej, således at de andre foreninger har fået et nyt frisk pust. Dette har givet sig udslag i mange fælles arrangementer. Hvert medlem af Centralsammenslutningen har 2 medlemmer i Centralsammenslutningens hovedbestyrelse. Fra lokalforeningen er det p.t. Christian T. Jensen og Hans Hammer. Desuden beklæder lokalforeningsformanden stillingen som næstformand i Centralsammenslutningens forretningsudvalg.

      De Blå Baretter og dermed også Næstved & Omegn, skiller sig ud fra regimenternes soldaterforeninger, forsvarsbrødrene og marineforeningen på den måde at medlemsskaren i De Blå Baretter jo naturligt alle har gjort tjeneste ved et regiment, flådestation eller flyvestation, men det særlige er at alle har gjort tjeneste i FN’s fredsbevarende styrker og dermed været på tjeneste i udlandet. Dette giver et specielt sammenhold blandt medlemmerne og et lidt andet foreningsarbejde i bestyrelsen. Lokalforeningen har bl.a. i forbindelsen med FN missionen i det tidligere Jugoslavien, foretaget indsamling af bøger til de tjenstgørende FN-soldater. Der har været kontakt til pårørende som naturligt har været bekymret over alt det der skete i det tidligere Jugoslavien.

         Lokalforeningen har også holdt kammeratskabsaftener for tidligere FN-soldater i Ex. jugoslavien, hvor der kunne snakkes med ligestillede om oplevelserne i tjenesten.

          I 1988 blev FN’s fredsbevarende styrker tildelt Nobels Fredspris og i den anledning fik De Blå Baretter ideen til en erindringsmedalje. Lokalforeningens formand, som samtidig var medlem af De Blå Baretters hovedbestyrelse, har haft dette arbejde som en hovedopgave. Efter 6 års uafbrudt arbejde lykkedes det den 12. juni 1995, at få denne erindringsmedalje approberet af H.M Dronningen og dermed officielt anerkendt det store arbejde som mange tusinde danske mænd og kvinder gennem årene har udført i fredens tjeneste.

        Ved tildelingen af De Blå Baretters Fredsprismedalje den 24. oktober 2004 var forsvarsminister Søren Gade tilstede og tildelte medaljerne. Ved den lejlighed tildelte formanden, Knud Lund, fredsprismedalje nr. 6060 til Søren Gade.

         Ved årsskiftet 2007/08 har 6337 personer søgt og er blevet tildelt De Blå Baretters Fredsprismedalje.

     Lokalforeningen har gennem årene deltaget i forskellige arrangementer:

     Hvert år den 4. maj deltager mange medlemmer i mindehøjtideligheden, på Svinø Kirkegård, for faldende allierede flyvere. Der ud over har man deltaget i:

 

-         Besøg af HMD Dronningen i Næstved 1985
-         Besøg af HKH Dronning Ingrid i Næstved 1987
-         Indvielse af mindesten, som er rejst af Sydsjællandske Soldaterforeningers Centralsammenslutning den 5. maj 1995.
-         Besøg af HMD Dronningen i Næstved 1997
-         HKH Dronning Ingrids begravelse
-         Besøg af HMD Dronningen i Vordingborg 2002
-         Parade 31. marts 2003 i anledning af lukning af Gardehusarkasernen i Næstved
-         Afsløring af mindesten, rejst af de Blå Baretter, på Kastellet i København 29. maj 2003
-         Parade 29, august 2003 i anledning af 60 år dagen for angrebet på Gardehusarkasernen i Næstved
-         Parade i anledning af DFNK (UNEF I) 50 års jubilæum i Fredericia
-         Parade i Næstved i anledning af indførelse af National flagdag for Danmarks Udsendte

     Lokalforeningens formænd har gennem tiderne været:

1972 – FEB 1973 Oversergent Henrik Schjelde Cypern 13
fg. FEB 1973 – OKT 1973 Chauffør Poul E.M.Rasmussen Gaza3, Cypern 2-3-4-5-6
1973 – 1974   J. Ole Johansen Cypern 3-4
1975 – 1982 Chauffør Poul E.M.Rasmussen Gaza3, Cypern 2-3-4-5-6
1982 -  Chefsergent Knud Lund Cypern 14, SFOR 3, KFOR 5

 Medlemstallet i lokalforeningen er ved årsskiftet 2009/10 på 315 og Bestyrelsens sammensætning er:

Formand   Knud Lund, Næstved   Cypern 14, SFOR 3, KFOR 5
Næstformand     Christian T. Jensen, Næstved  Kroatien 7
Kasserer     Jan Koziol, Næstved  Cypern 28-37, KFOR 6, KFOR 21
Sekretær Hans Hammer, Slagelse  Gaza 2-3
Bestyrelsesmedlem Elo Rasmussen, Slagelse Cypern 10
Bestyrelsesmedlem Svend B. Hansen, Næstved  Cypern 19-20-22-23-24-25
Bestyrelsesmedlem Jan Dokkedal, Haslev  Gaza 8-9-10-11
Suppleant Flemming Qvotrup  
Suppleant Brian van Wyk  

Til toppen